Antal: stk
Skønne, hjemmelavede ToffeeCups / Toffypops, som består af en sprød vaniljekiks, en lækker hjemmelavet karamel og til sidst et tyndt lag mælkechokolade.
Udstyr til denne opskrift:
- Sprøjteposer (reklamelink)
- Termometer (reklamelink)
Ingredienser:
Karamel:
- 100 gram sukker
- 1,5 dl piskefløde
- 1/2 tsk salt
- 25 gram smør
Småkager med vanilje:
- 125 gram hvedemel
- 50 gram flormelis
- 1 tsk vaniljesukker
- 100 gram smør (stuetempereret)
Chokoladeovertræk:
- 150 gram mælkechokolade
- Evt. 5 gram kakaosmør
Fremgangsmåde:
Karamel:
- Kom sukker i en gryde og smelt det indtil det får en gyldenbrun farve.
- Varm fløden en smule i mikroovnen indtil den er lun, så den ikke er helt kold, når den hældes i den varme sukkermasse.
- Tilsæt fløden til den varme sukkerlage og kog massen op til ca. 120 grader under omrøring.
- Fjern gryden fra varmen og tilsæt smør i små tern, lidt efter lidt.
- Tilsæt til sidst salt.
- Hæld karamellen gennem en sigte, over i en skål.
- Sæt den i køleskabet i ca. 1 time, så den kan køle af og sætte sig.
Småkager med vanilje:
- Kom alle ingredienserne i en skål og ælt dejen kortvarigt sammen til en ensartet masse.
- Rul dejen til en pølse med en diameter på ca. 4 cm og kom den på køl i 1 time.
- Skær småkager af dejen (tykkelse ca. 5 mm) og placer dem på en bageplade beklædt med bagepapir.
- Bag småkagerne ved 180 grader i ca. 10 minutter indtil de er let gyldne i kanterne.
- Lad dine småkager køle helt af.
Samling & chokoladeovertræk:
- Kom karamellen i en sprøjtepose, klip et lille hul i enden og sprøjt det ud i midten på dine småkager.
- Temperer mælkechokoladen så den har en arbejdstemperatur på ca. 30-31 grader.
- Hæld den tempererede mælkechokolade over i en lille beholder, hvor der er plads til at dyppe dine karamelkiks ned i.
- Dyp dine karamelkiks i chokoladen og afsæt dem på et stykke bagepapir så de kan størkne. Sæt dem evt. i køleskabet, så de kan sætte sig hurtigere.
- Opbevar dine hjemmelavede ToffeeCups i en lufttæt beholder i køleskabet eller et køligt sted.
Har du prøvet denne opskrift?Del dit resultat med @mettesmadmagi på Instagram!