Kartoffelsalat med græsk yoghurt

Kartoffelsalat med græsk yoghurt er min go-to, når vi skal grille om sommeren. Jeg lavede før altid den klassiske udgave med mayonnaise, men jeg er efterhånden begyndt oftere at bruge græsk yoghurt i stedet. Den bliver stadig lækkert cremet, men er bare lidt lettere i det, og jeg synes faktisk, at den friske og syrlige smag gør sig virkelig godt i en kartoffelsalat.Dressingen er rørt sammen af græsk yoghurt, sennep, citron, hvidvinseddike, og så er der finthakket rødløg i for lidt bid. De grønne ærter giver en dejlig sødme, og purløget på toppen gør det hele lidt festligt at se på. Det er en opskrift, der passer perfekt som tilbehør til grillmad og som samtidig ikke føles tung, selvom den mætter godt.Noget af det bedste ved den er, at den kan laves i god tid. Faktisk bliver den kun bedre af at stå og trække lidt i køleskabet, så den er perfekt at have klar, når man skal have gæster eller holde grillfest.
Mine bedste tips til kartoffelsalaten
• Lad kartoflerne køle helt af. Det er det vigtigste af det hele. Er de bare lidt lune, når de vendes i dressingen, kan yoghurten skille, og så bliver den tynd i stedet for cremet. Skyl dem gerne under koldt vand efter kogning, så går det hurtigere.• Brug faste kartofler. De holder formen og falder ikke fra hinanden, så du får hele, tydelige stykker i salaten. Melede kartofler går nemt i opløsning og gør salaten grødet.• Kog kartoflerne, så de har lidt bid. Undgå at koge dem for længe, så der bliver bløde eller melede.Hvorfor græsk yoghurt i stedet for creme fraiche og mayonnaise?
For mig handler det mest om, at den græske yoghurt gør salaten lidt friskere og lettere, uden at den mister det cremede. Den syrlige smag spiller godt sammen med sennep og citron, og så er det rart, at tilbehøret ikke er helt så tungt, når resten af tallerkenen er fyldt med grillmad.Kan du bedst lide en mildere dressing, kan du blande den græske yoghurt halvt op med creme fraiche. Så bliver salaten en anelse rundere i smagen og ikke helt så syrlig.Flere lækre opskrifter på sommermad
Hvis du leder efter mere inspiration til lækkert tilbehør til grillmad, så prøv også mine opskrifter på:Sommer pastasalatKartoffelsalat med asparges, krydderurter og vinaigrette dressingStegt spidskål med parmesan, brunet smør og hasselnødder
Forberedelse:
20 minutter
Tilberedning:
15 minutter
Tid i alt:
35 minutter
Ingredienser
Kartoffelsalat:
- 1 kg kartofler
- 175 gram ærter
- Frisk purløg
Dressing med græsk yoghurt:
- 2,5 dl græsk yoghurt
- 1/2 rødløg (finthakket)
- 2 tsk sennep
- 2 tsk citronsaft
- 1 tsk hvidvinseddike
- 1 tsk sukker
- 1 tsk salt
- Friskkværnet peber
Fremgangsmåde
- Vask kartoflerne grundigt, og skær dem i mundrette stykker.
- Kom kartoflerne i en gryde med rigeligt vand og lidt salt.
- Kog dem til de er møre, men stadig har bid i ca. 10-15 minutter afhængigt af størrelse.
- Hæld vandet fra, og lad kartoflerne køle helt af. Du kan eventuelt skylle dem under koldt vand for at fremskynde afkølingen.
- Rør imens græsk yoghurt, rødløg, sennep, citronsaft, hvidvinseddike, sukker, salt og peber sammen til en cremet dressing.
- Vend de afkølede kartofler og ærterne forsigtigt sammen med dressingen.
- Anret kartoffelsalaten i et fad, og drys med hakket purløg på toppen.
Spørgsmål & svar
Hvor længe holder kartoffelsalaten sig?
Den holder sig 2-3 dage i køleskabet i en tildækket skål.
Kan jeg bruge frosne ærter?
Ja. Skyl dem hurtigt i lidt varmt vand, så de tør op, inden du vender dem i salaten.
Skal kartoflerne skrælles?
Det bestemmer du selv. Bruger du nye kartofler eller kartofler med tynd skræl, kan den sagtens sidde på for lidt ekstra tekstur. Er skrællen tykkere, kan det være rart at få den af.
Kan jeg komme mere grønt i salaten?
Ja, agurk, forårsløg eller radiser er gode, hvis du vil have lidt ekstra sprødhed og farve.
Har du prøvet denne opskrift?Del dit resultat med @mettesmadmagi på Instagram!
Print opskriften








Skriv et svar