Hvad skal man dog lave til dessert til nytårsaften? Det er altid svært, for der må gerne blive gjort lidt ekstra ud af lige præcis denne aften, hvor vi fejrer det foregående år, og at vi træder ind i et nyt år! En “nem” måde at få sine desserter til at se eksklusive ud er ved at portionsanrette dem!
I dette blogpost vil du finde 3 lækre bud på portionsanrettede nytårsdesserter i forskellige sværhedsgrader.
Den lette: Chokolademousse med mandelkrokant
Den øvede: Rødgrød med vaniljecreme
Den ambitiøse: Cheesecake med hindbær og mini macaroons
Rigtig god fornøjelse i køkkenet!
Den lette:
Chokolademousse med mandelkrokant
Antal: glas
En skøn, fløjlsblød og luftig chokolademousse uden husblas.
Udstyr til denne opskrift:
- 6 glas
- Sprøjteposer (reklamelink)
Ingredienser:
Chokolademousse:
- 130 gram mørk chokolade (knapper eller hakket)
- 100 gram æggeblommer
- 60 gram sukker
- 150 gram æggehvider
- 10 gram sukker
Mandelkrokant:
- 20 gram mandler
- 30 gram sukker
Derudover:
- 1,5 dl piskefløde
Fremgangsmåde:
Chokolademousse:
- Smelt den mørke chokolade.
- Pisk æggeblommer og sukker til en tyk, lys og luftig æggesnaps.
- I en anden skål piskes æggehvider og 10 g sukker helt stive.
- Kom den smeltede chokolade over i æggesnapsen og pisk godt. Tilføj en tredjedel af de stiftpiskede æggehvider og rør det sammen.
- Herefter tilsættes resten af marengsmassen, som skal vendes forsigtigt i den smeltede chokolade.
- Kom chokolademoussen i en sprøjtepose og fordel chokolademoussen i glas.
- Stil glassene på køl.
Mandelkrokant:
- Kom sukker på en pande og lad det smelte indtil det får en gylden farve.
- Tilsæt mandler og rør det godt sammen med det gyldne sukker.
- Hæld de karamelliserede mandler over på et stykke bagepapir og lad det køle helt ned.
- Hak dem fint.
- Pisk fløden til flødeskum og kom en klat flødeskum ovenpå hver chokolademousse.
- Drys herefter med mandelkrokant.
Har du prøvet denne opskrift?Del dit resultat med @mettesmadmagi på Instagram!
Den øvede: Rødgrød med vaniljecreme
Antal: glas
Skøn, frisk og let dessert med røde bær og vaniljecreme.
Udstyr til denne opskrift:
- Sprøjteposer (reklamelink)
Ingredienser:
Rødgrød:
- 3 blade husblas
- 150 gram frosne hindbær
- 150 gram frosne jordbær
- 1/2 vaniljestang (kornene)
- 1/2 dl vand
- 65 gram sukker
- 1/2 citron (saften)
Vaniljecreme:
- 1/2 vaniljestang (kornene)
- 50 gram sukker
- 25 gram majsstivelse
- 1 æggeblomme
- 4 dl mælk
- 1,25 dl piskefløde
Pynt:
- Friske hindbær
- Frysetørret hindbær (reklamelink)
- Hvide chokoladespåner
Fremgangsmåde:
Rødgrød:
- Læg husblas i blød i koldt vand.
- Kom alle de resterende ingredienser i en gryde og varm det op til kogepunktet.
- Vrid din husblas for vand og rør det ud i den varme rødgrød. Hvis der er store “bærklumper”, så stavblend massen.
- Fordel rødgrøden i glas og sæt dem på køl.
Vaniljecreme:
- Kom vanilje, sukker, majsstivelse, æggeblomme og 1 dl af mælken i en skål og rør det godt sammen.
- De resterende 3 dl mælk kommes i en gryde og bringes op til kogepunktet.
- Hæld derefter hele den kolde blanding i gryden og pisk godt til indtil vaniljecremen tykner.
- Kom vaniljecremen i en skål med husholdningsfilm helt ned til cremen og sæt den i køleskabet i mindst 3 timer eller til dagen efter.
- Pisk fløden til en let skum.
- Pisk vaniljecremen lind og vend vaniljecreme og flødeskum sammen.
- Fordel vaniljecremen ovenpå din rødgrød.
- Pynt med friske hindbær, frysetørret hindbær og hvide chokoladespåner
Har du prøvet denne opskrift?Del dit resultat med @mettesmadmagi på Instagram!
Den ambitiøse:
Hindbær cheesecake med mini macarons
Antal: glas
Cremet cheesecake i glas med en frisk smag af skønne hindbær. Pyntet med en mini macaron og guldhindbær på toppen får den et super fint og eksklusivt look!
Udstyr til denne opskrift:
- 7 glas
- Sprøjteposer (reklamelink)
- Rund tyl (Ø13 mm) (reklamelink)
Ingredienser:
Kiksebund:
- 175 gram Digestive kiks
- 10 gram sukker
- 20 gram smør (smeltet)
Hindbærostecreme:
- 4 blade husblas
- 1/2 citron (saften)
- 175 gram frosne hindbær
- 110 gram sukker
- 1/2 vaniljestang (kornene)
- 200 gram naturel flødeost
- 3 dl piskefløde
Hindbærgelé:
- 2 blade husblas
- 100 gram frosne hindbær
- 1,5 dl vand
- 50 gram flormelis
Mørdej:
- 150 gram hvedemel
- 50 gram flormelis
- 3 tsk frysetørret hindbær (reklamelink)
- 75 gram smør (stuetempereret)
- 1 æggeblomme
- Evt. 1 tsk vand
Mini hindbær macarons:
- 1 æggehvide (stuetempereret)
- 25 gram sukker
- 45 gram mandelmel
- 75 gram flormelis
- Lyserød pastafarve
Hindbær smørcreme:
- 50 gram smør (stuetempereret)
- 150 gram flormelis
- 1/2 tsk vaniljesukker
- 30 gram hindbær
Pynt:
- Friske hindbær
- Spiseligt guldstøv (reklamelink)
- Rød skovsyre
Fremgangsmåde:
Kiksebund:
- Knus Digestive kiksene helt fint sammen med sukker.
- Tilsæt det smeltede smør og bland det godt sammen.
- Fordel kikseblandingen i bunden af dine glas og stil dem på køl.
Hindbærostecreme:
- Læg husblas i blød i koldt vand.
- Citronsaft og hindbær puttes i en kasserolle og varmes op til kogepunktet. Lad også de tomme vaniljestænger koge med her.
- Tilsæt husblas til de udkogte hindbær og rør det godt ud.
- Tag gryden af varmen og sigt massen, så du får den rene lækre hindbærsaft.
- Hæld fløden i en skål og pisk det til en let skum.
- Flødeost, sukker og vaniljekorn piskes sammen i en anden skål.
- Tilsæt den lillefingervarme hindbærsaft til flødeosteblandingen og pisk det hurtigt sammen.
- Tilføj derefter flødeosteblandingen til flødeskummet og vend det sammen.
- Kom hindbærostecremen i en sprøjtepose og fordel det i glassene ovenpå kiksebunden.
- Sæt glassene på køl, så ostecremen kan sætte sig.
Hindbærgelé:
- Læg husblas i blød i koldt vand.
- Kom hindbær og vand i en gryde og bring det op til kogepunktet.
- Tag gryden af varmen og tilsæt din flormelis.
- Tilsæt husblas og rør det sammen med hindbærvæsken til det er helt smeltet.
- Si frugtkødet fra væden – det er kun saften du skal bruge.
- Lad hindbærsaften køle ned til stuetemperatur før det hældes i dine glas..
- Sæt dine glas på køl indtil geléen har sat sig.
Mørdej:
- Bland mel og flormelis.
- Tilsæt smør i små tern sammen med æggeblomme og ælt det sammen til en ensartet masse.
- Tilsæt evt. 1 tsk vand hvis dejen er for “tør”.
- Pak dejen i en pose og læg den i køleskabet i 1/2 time.
- Rul mørdejen ud til en tykkelse på ca. 5 mm. på et stykke bagepapir.
- Skær eller stik små rektangler ud og placer dem på en bageplade beklædt med bagepapir. (Den overskydende mørdej kan fryses og bruges en anden god gang)
- Bag de små mørdejsrektangler i ovnen ved 170 grader i ca. 10-12 minutter.
Mini hindbær macarons:
- Pisk æggehviden og tilsæt sukker lidt efter lidt. Bliv ved med at piske indtil det bliver en sej marengs.
- Tilsæt også pastafarven.
- Sigt herefter mandelmel, flormelis og hindbærpulver ned i marengsmassen.
- Vend det sammen med en dejskraber.
- OBS: Det er vigtigt, at massen ikke er en helt sej marengsmasse – du skal derfor røre lidt i den og “slå luften ud”, så massen bliver lind.
- Kom massen i en sprøjtepose med rund tyl (Ø13 mm) og sprøjt små runde cirkler på en bageplade beklædt med bagepapir.
- Dejen skal helst flyde ud af sig selv og ikke blive stående i toppe – gør dine macarons det har du ikke slået nok luft ud af den.
- Bank bagepladen hårdt ned i bordet et par gange.
- Lad de små macaroons stå og tørre i ca. 30 minutter.
- Bag dem i ovnen i ca. 12 minutter ved 150 grader.
Hindbærsmørcreme:
- Pisk smør til det er lyst og luftigt og tilsæt derefter flormelis og vaniljesukker lidt efter lidt.
- Tilsæt til sidst hindbær og rør det kun lige sammen til massen er ensartet.
- Fyld hindbærsmørcremen i en sprøjtepose og fordel det på dine afkølede mini macarons.
- Opbevar dem i en lufttæt beholder i køleskabet indtil du skal bruge dem.
Anretning:
- Kom 3 friske hindbær ned i midten af glasset og pynt med en rød skovsyre ovenpå.
- Læg en bagt mørdejsrektangel på toppen af glasset.
- Pensl/rul et frisk hindbær i spiseligt guldstøv og placer den på toppen af mørdejsrektanglen sammen med en mini macaron.
Har du prøvet denne opskrift?Del dit resultat med @mettesmadmagi på Instagram!