Hindbærkage med marcipan og hvid chokolade

Denne hindbærkage er en af de kager, jeg vender tilbage til igen og igen. Den er saftig og luftig med masser af hindbær, og så er der revet marcipan i dejen, som giver den en dejlig og svampet fylde og en let mandelsmag. Den hvide chokolade smelter ind i kagen og giver små lommer af sødme, der spiller perfekt op mod de syrlige hindbær.På toppen kommer der lidt ekstra hindbær, sprøde hasselnøddeflager og et drys perlesukker, som giver kagen en let sprød overflade og et flot udseende. Jeg bager den som en bradepandekage, så den er nem at skære ud og servere til mange - perfekt til kaffebordet, en fødselsdag eller bare en almindelig weekend, hvor der skal noget sødt til.Jeg bruger frosne hindbær, så kagen kan bages hele året rundt, men du kan sagtens bruge friske, når de er i sæson.
Mine bedste tips til hindbærkagen
• Brug frosne hindbær direkte fra fryseren. Du behøver ikke at tø dem op først. Optøede hindbær afgiver meget væske og kan farve hele dejen lyserød. Direkte fra frost holder de bedre formen og giver flotte "lommer" af bær.• Riv marcipanen på et groft rivejern. Så fordeler den sig bedst i dejen og smelter fint sammen med resten under bagningen.• Gem 1/3 af hindbær og hvid chokolade til toppen. Det giver et flottere resultat, hvor man tydeligt kan se bærrene.• Tjek kagen med en tandstik. Stik den ned midt i kagen. Kommer den ren op (undgå at ramme et bær eller chokolade), er kagen færdig.Flere opskrifter på kager med hindbær
Hvis du leder efter mere inspiration til lækre kager med hindbær, så prøv også mine opskrifter på:Hindbær crumble kageBedstefars skæg med hindbærBerlinere med hindbærHindbær cheesecake
Forberedelse:
15 minutter
Tilberedning:
35 minutter
Tid i alt:
50 minutter
Udstyr til opskriften:
- Bradepande (Ca. 30x22 cm) (reklamelink)
Ingredienser
Hindbærkage:
- 4 æg
- 300 gram sukker
- 2 tsk vaniljesukker
- 250 gram hvedemel
- 2 tsk bagepulver
- 150 gram revet marcipan
- 250 gram frosne hindbær
- 100 gram hvid chokolade (hakket eller knapper)
- 25 gram hasselnøddeflager (reklamelink)
- Perlesukker
Fremgangsmåde
- Pisk æg, sukker og vaniljesukker lyst og luftigt.
- Vend mel og bagepulver i.
- Riv marcipanen.
- Kom 2/3 af hindbærrene og 2/3 af den hvide chokolade i dejen sammen med med revet marcipan.
- For en bradepande med bagepapir og fordel deri.
- Drys resten af hindbærrene på toppen af kagen sammen med hasselnøddeflager og perlesukker.
- Bag kagen ved 180 grader i ca. 35-40 minutter.
- Når kagen lige er kommet ud af ovnen drysses resten af den hvide chokolade ovenpå kagen så det smelter.
Spørgsmål & svar
Hvor mange stykker giver kagen?
I en bradepande på ca. 30 x 22 cm giver kagen ca. 15 stykker afhængigt af, hvor store du skærer dem. Perfekt til kaffebordet eller en fødselsdag.
Kan jeg bruge friske hindbær?
Ja, du kan sagtens bruge friske hindbær, når de er i sæson. Vend dem forsigtigt i dejen, så de ikke går for meget i stykker.
Uden for hindbærsæsonen er frosne hindbær et rigtig godt valg, og faktisk er de plukket og frosset på deres modenhedshøjdepunkt, så de har god smag året rundt.
Kan jeg bruge en anden form?
Ja, du kan også bruge en firkantet form eller en springform. Bruger du en mindre form, bliver kagen højere, og så skal den have lidt længere bagetid. Tjek altid med en tandstik.
Kan jeg bruge mørk chokolade i stedet for hvid?
Ja, men den hvide chokolade passer særligt godt til hindbær, fordi den er sød og cremet og balancerer bærrenes syrlighed. Mørk chokolade giver en mere intens og mindre sød kage.
Kan jeg udelade marcipanen?
Du kan godt, men så mister kagen noget af sin saftighed og den fine mandelsmag. Marcipanen er lidt af hemmeligheden bag den her kage. Den giver dejen ekstra fylde og saftighed, samtidig med at den tilfører en mild mandelsmag, som passer fantastisk til både hindbær og hvid chokolade.
Hvad kan jeg bruge i stedet for hasselnøddeflager?
Mandelflager, grofthakkede mandler eller hakkede hasselnødder fungerer også godt og giver samme sprøde element på toppen.
Hvor længe holder kagen sig?
Kagen holder sig saftig i 2-3 dage ved stuetemperatur i en pose eller lufttæt beholder. Den kan også fryses i op til 3 måneder.
Har du prøvet denne opskrift?Del dit resultat med @mettesmadmagi på Instagram!
Print opskriften








Skriv et svar