Små moussekager med chokolade, hindbær og hasselnødder

Disse små moussekager med chokolade, hindbær og hasselnødder er en skøn dessert, der både smager og ser fantastisk ud. Kagerne består af en nøddebund, et friskt indlæg af hindbærgelé, en luftig chokolademousse og afsluttes med en spejlblank chokoladeglaze. Kombinationen af chokolade, hindbær og hasselnødder er helt perfekt og giver en afbalanceret smagsoplevelse, som både er sød, syrlig og lidt nøddeagtig.Denne opskrift på moussekager kræver det rette udstyr. Silikoneforme og et termometer er nærmest uundværligt for at få det skarpe look og den spejlblanke glaze.Opskriften er perfekt, hvis du vil imponere dine gæster med små moussebomber, der er smukt anrettet og fyldt med smag. Moussekagerne kan laves i god tid og opbevares i fryseren, så de er klar til glaze og servering. De små moussekager med indlæg og glaze er perfekte til en festlig anledning, hvor man ønsker at gøre lidt ekstra ud af desserten.Prøv denne moussekager opskrift – de smager himmelsk!
Forberedelse:
1 time 20 minutter
Tilberedning:
13 minutter
Tid i alt:
1 time 33 minutter
Udstyr til opskriften:
- Halvkugleform i silikone (Ø4 cm) (reklamelink)
- Sprøjteposer (reklamelink)
- Termometer (reklamelink)
Ingredienser
Hindbærgelé:
- 2 blade husblas
- 120 gram frosne hindbær
- 1/2 citron (saften)
Nøddebund:
- 1 æggehvide
- 1/2 dl sukker
- 50 gram hasselnødder (blendet helt fint)
- 1 knsp salt
- 1/4 tsk hvedemel
Chokolademousse:
- 3 blade husblas
- 120 gram mørk chokolade (knapper eller hakket)
- 40 gram sukker
- 3 æggeblommer
- 3,5 dl piskefløde
Chokoladeglaze:
- 4 blade husblas
- 1,25 dl vand
- 200 gram sukker
- 150 gram mørk chokolade (knapper eller hakket)
- 20 gram kakaopulver
- 0,75 dl piskefløde
Pynt:
- Spiselige guldflager (reklamelink)
- Rød skovsyre
- Dark crispearls
Fremgangsmåde
Hindbærgelé:
- Læg husblas i blød i koldt vand.
- Kom hindbær og citronsaft i en kasserolle og varm det op til kogepunktet.
- Kom husblas ned til hindbærrene og rør det ud.
- Si hindbærkernerne fra og hæld hindbærsaften i små silikone halvkugleforme.
- Sæt den i fryseren indtil hindbærgelé halvkuglerne er gennemfrosne.
Nøddebund:
- Pisk æggehviderne og tilsæt sukkeret lidt ad gangen. Pisk massen til en tyk og sej marengs.
- Vend hasselnødder, salt og mel i.
- Beklæd en bradepande med bagepapir. Hæld dejen på og smør den jævnt ud.
- Bag bunden ved 180 grader i ca. 13 minutter.
- Stik bundende ud med en rund udstikker, så de kan komme ned i din Samurai form.
- Sæt bundende til side og lav chokolademoussen.
Chokolademousse:
- Læg husblas i blød i koldt vand.
- Smelt chokoladen.
- Pisk sukker og æggeblommer sammen til en lys og tyk æggesnaps.
- Rør den smeltede chokolade sammen med æggesnapsen.
- Opvarm 2 dl af fløden til kogepunktet og tilsæt husblassen deri.
- Hæld den varme fløde over i skålen med chokolade og æg og rør det sammen til massen er ensartet.
- Pisk resten af fløden til en let skum.
- Kom 2-3 spsk flødeskum over i chokoladeblandingen og rør det godt sammen.
- Kom derefter hele chokoladeblandingen over i flødeskummet og vend det sammen.
Samling:
- Kom chokolademoussen i en sprøjtepose og fyld din Samurai silikoneform halvt op.
- Kom en hindbærgele halvkugle i og fyld formen næsten helt op.
- Kom til sidst en bund på og tryk den lidt ned så den flugter med moussens overflade.
- Kom formen på frys indtil de er fuldstændig gennemfrosne.
Chokoladeglaze:
- Læg husblas i blød i koldt vand.
- Vand og sukker kommes i en kasserolle og bringes i kog til det rammer ca. 100 grader.
- Fjern kasserollen fra varmen og tilsæt chokoladen. Rør det forsigtigt sammen til massen er ensartet.
- Tilsæt kakaopulver og husblas mens chokoladeglazen stadig er varm. Rør det godt ud.
- Tilsæt derefter piskefløde.
- Hæld chokoladeglazen gennem en si og over i en kande.
- Blend massen med en stavblender.
- Lad chokoladeglazen køle ned til ca. 36 grader og hæld den over dine helt frosne kager.
- Pynt med spiselige guldflager, rød skovsyre og dark crispearls.
Spørgsmål & svar
Hvordan får jeg den spejlblanke chokoladeglaze på mine moussekager?
For at opnå den perfekte, spejlblanke chokoladeglaze til dine moussekager er det vigtigt at følge opskriften nøje og bruge et termometer til at måle temperaturen på glazen. Den skal være omkring 36 grader, når den hældes over kagerne, så den dækker dem jævnt og får den flotte, blanke finish.
Kan jeg lave moussekagerne i forvejen?
Ja, disse små moussekager kan laves i god tid! De kan opbevares i fryseren, så du kan forberede dem flere dage eller endda uger før servering. Når de er klar til at blive glazet, tages de ud af fryseren, og derefter glazes de. Det gør opskriften ideel til festlige lejligheder, hvor du gerne vil forberede desserten i god tid.
Kan jeg erstatte hasselnødderne med en anden nød?
Ja, du kan sagtens erstatte hasselnødderne med en anden nød, såsom valnødder eller mandler, hvis du foretrækker det. Husk dog, at det kan ændre smagen af moussekagerne en smule. Hasselnødder giver en særlig nøddeagtig smag, der passer rigtig godt til chokolade og hindbær.
Kan jeg lave små moussekager i andre forme end silikoneforme?
Jeg vil anbefale at bruge silikoneforme til denne opskrift, da de gør det nemt at få de små moussekager ud af formene uden at de går i stykker.
Hvordan opbevarer jeg mine små moussekager med glaze?
Når moussekagerne er lavet og glazet skal de opbevares i køleskabet indtil de er klar til at blive serveret. Hvis du har rester, kan du opbevare dem i fryseren og lade dem tø op i køleskabet, når du skal bruge dem. Dette holder dem friske og bevarer den fine konsistens.
Hvordan serverer jeg disse moussekager?
De små moussekager er perfekte som en elegant portionsanrettet dessert til festlige lejligheder. Pynt dem eventuelt med lidt friske hindbær, guldstøv, rød skovsyre eller hakket chokolade for en ekstra festlig præsentation.

Har du prøvet denne opskrift?Del dit resultat med @mettesmadmagi på Instagram!
Print opskriften








Ser fantastisk ud! Kan man lave det meste på forhånd?
Ja, det kan du sagtens! ☺️
Hej. Bliver mussen ikke lidt tynd? Er det meningen?
Det er meningen, så den kan udfylde hele silikoneformen og så der ikke kommer luftbobler 🙂
Moussen skal nok sætte sig og blive lækker og cremet – det sørger husblassen for.
Mvh. Mette
Hej! Hvor meget af kagen kan man lave på forhånd? Kan man samle den, og så vente med glaze til dagen, den skal serveres, og i så fald, skal kagen så opbevares på køl eller frost? 🙂
Hej Julie
Du kan faktisk lave hele kagen (på nær glaze) i god tid og så opbevare den på frys. Og så kan du glaze den på dagen/dagen før den skal serveres 😊
Mvh. Mette
Vedr, nøddebunden: Er 1/4 tsk hvedemel rigtigt? Det lyder af utrolig lidt 🙂
Hej Lisa
Det er helt korrekt. Der er jo “hasselnøddemel” i også 😊
Mvh. Mette
Modtaget. Så går jeg i gang 😃
Glæder mig til at smage.
Det ser fantastisk ud.
Vil høre hvordan jeg opbevar bunden i et par dage?
Tusind tak på forhånd
Hej Jeanne
Jeg vil blot lave hele kagen færdig og opbevare den i fryseren. På dagen du skal bruge den tager du den op af fryseren, pynter den og sætter den i køleskabet, så den kan tø langsomt op 😊
Mvh. Mette